Resonans: Et nyt blik på kunstnerisk forbindelse
Inspiration er det forkerte ord for det, én kunstners værk gør ved en anden. Resonans er mere retfærdigt: fælles engagement, ikke én-til-én-påvirkning — og hvorfor et Robyn-nummer ligger under en fotobog.
I kunsten bruger vi ofte ordet ‘inspiration’.
Men vi har måske mistet dets egentlige essens.
De ord, vi bruger til at beskrive vores forhold til kunst, har det med at sætte skyklapper på vores opfattelse. Tag ordet ‘inspiration’, den guddommelige indblæsning. Det bruges så ofte og kastes så henkastet omkring, at vi måske har mistet essensen af det. Som definitionen antyder, er inspiration “processen, hvor man bliver mentalt stimuleret til at gøre eller føle noget, især til at gøre noget kreativt.”
Jeg vil gerne foreslå et andet ord, når vi taler om vores arbejde: resonans. Når jeg resonerer med en anden kunstners værk, mærker jeg en dyb forbindelse, som om vi taler det samme kunstneriske sprog på den samme bølgelængde. Det rækker ud over ren inspiration — det handler om at finde tråde af fælles tanker, fælles overbevisninger og et fælles syn.
Når vi beskriver andres arbejde, har vi det med at se hen til anerkendte kunstnere, nutidige eller fra svundne tider, og udnævne dem til inspirationskilder. Eller når kunstneren selv angiver kendte kunstnere som sin inspiration, føler vi lettelse, fordi det er let at drage de oplagte forbindelser. Men overser vi ikke dermed de mindre feterede kunstneres bidrag? Er der ikke en risiko for, at vi afviser den enorme, kollektive indflydelse fra kendte, ukendte og glemte kunstnere, som gennem tiderne har formet vores kunstneriske sensibilitet?
Skal vinderne tage det hele?
At tænke i resonans frem for inspiration forekommer mig en mere retfærdig hyldest til det univers af kunstnerisk tænkning, vi alle øser af. Det lader os anerkende et stort væv af påvirkninger uden at nedgøre nogens bidrag og uden at begrænse vores forståelse til lineære én-til-én-forbindelser.
Jeg tænker på min fotoserie Come Get Your Honey. I et essay i bogen sammenlignede min kære ven, kuratoren Marianne Ager, mit arbejde med Nan Goldins og Christer Strömholms værker, hvis fotografier også dokumenterer vigtige fortællinger fra LGBTQIA+-miljøer. Læserne kan godt sige, at jeg kunne være ‘inspireret’ af dem (og måle mit arbejde op mod deres), men jeg vil foreslå, at mit arbejde ‘resonerer’ med deres — ikke en åbenlys påvirkning, men et fælles engagement og en fælles skabertrang. Mine resonanser rækker faktisk ud over fotografiet: malere, musikere, romanforfattere, psykologer, filosoffer og mine queer mavedanservenner.
Lad os tage musikken, en anden kunstform, for at give denne diskussion endnu en dimension. Mine dybeste resonanser kommer ofte derfra. Musik spejler og forstærker mit aktuelle humør på en helt særlig måde, og jeg kan blive ved med at lytte til de stykker, der rammer de rigtige strenge i mig. Hvis du har set min bog Come Get Your Honey, har du måske bemærket en rytmisk understrøm, en melodi under fortællingen (tip: prøv at google ‘Robyn Honey’).
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke taler om en sang, der inspirerede bogen i konventionel forstand. Snarere gav dens følelsesmæssige resonans genklang i det, jeg følte under redigeringen, og bidrog til værkets samlede tone og stemning.
Kunst opstår ikke i et vakuum — den er en fortløbende dialog på tværs af generationer, kulturer og individer. Vi bidrager alle til den dialog: vi låner, genfortolker, glemmer også, eller skaber ganske enkelt vores egne nye idéer. Så næste gang du står og beundrer et kunstværk, så spørg dig selv: inspirerer det dig, eller resonerer det med dig?