2020'ernes fotografi i 6 principper
Visuel præcision, spænding, det ene billede, metafor, hvem der står bag billederne, og hvorfor — seks principper for fotografi i dag, og de to, der får en betragter til at se på kunstneren, ikke kun på kunsten.
Vov at standse op.
Vov at se nærmere efter.
Vov at forstå fotografiets essens.
Hvad nu hvis vi er på vej ind i en tid, hvor vi har tid til at undersøge det, der står lige foran os? Lad os tale om 2020’ernes fotografi, men glem et øjeblik generativ kunstig intelligens, maskinlæring, linseløse kameraer, 3D-billeder fra Apple Vision Pro, Midjourney, augmented og virtual reality, NFT’er og de sociale medier, der lader til at lægge beslag på så meget af vores opmærksomhed (eller skal jeg sige doomscrolling). Jeg vil hellere gå til essensen af at fastholde et øjeblik, en følelse eller en tanke inden for rammens grænser. For mig er der 6 elementer, og det sidste har vi det med at overse.
1 - Visuel præcision er det første princip, vi møder. Vi forventer, at et billede ser exceptionelt ud, selv når det er bevidst uskarpt. Nedsænket som vi er i et hav af billeder — milliarder af kameraer, billioner af fotografier — er stræben efter god visuel kvalitet blevet en selvfølge.
2 - Dernæst har vi spænding — en følelse, en puls, en idé, der griber os og nægter at slippe. Et særegent ansigtsudtryk, et landskab malet i pragtfulde farver, en snedig installation gennemtænkt til mindste detalje, eller en collage, der væver uventede materialer sammen. Disse elementer ‘lader’ et billede op, så det magnetisk fastholder vores opmærksomhed.
3 - Er der tale om en billedserie, sørger kunstneren for, at der er et ‘million-dollar shot’. I bedste fald (med ekstra kuratorisk kraft) lægger de øvrige fotografier lag af betydning til, men tilfører ikke nødvendigvis mere visuel kvalitet. Nobelpristageren Annie Ernaux åbner sin bog Årene med “Alle billederne vil forsvinde.” Og hvis man er heldig, er det netop det ene billede, vi vil huske fra et værk, om ikke fra kunstnerens samlede karriere (intet pres). Fotografi er sjovt. Det er for det meste en sekventiel kunst, hvad enten sekvensen laves af os selv, af redaktører eller af kuratorer, men det, vi alle husker, er det ene billede.
4 - Går vi dybere, møder vi metafor og dybde. Et billede, der taler et sprog, vi forstår, men som ikke afslører alle sine hemmeligheder ved første øjekast, trækker os ind i en nærmere undersøgelse, en dialog. Tænk på alle de billeder, der viser nogens ryg i stedet for deres ansigt.
Er vi færdige?
Ikke endnu.
Disse fire principper dækker efter min overbevisning 98 % af de fotografiske værker, man ser i dag (et kvalificeret skøn). Men hvad med de resterende 2 %? Hvad med de faktorer, der får os til ikke kun at se på kunsten, men på kunstneren?
5 - Spørgsmålet “Hvem står bag billederne?” fører os til det næste princip. Det kan få os til at standse op og overveje: Er der nok stemmer repræsenteret? Er kunstnerens identitet vævet sammen med motivet — kønsidentitet, sted, alder, køn, funktionsevne, etnicitet eller socioøkonomisk status? Ligger mangfoldigheden foran kameraet eller bag det?
6 - Det sidste princip er oplagt, og alligevel overses det ofte. Folk mærker det med det samme, og vi kunne kalde det ‘autenticitet’. Det er spørgsmålet “Hvorfor?” — drivkraften bag min monografi Come Get Your Honey. Hvorfor vælger jeg at fortælle netop denne historie? Hvis blik vil jeg tjene? Udvider jeg fortolkningerne af dens ‘motiv’?
Med de spørgsmål for øje kunne fotografiet nå nye dybder og hidtil usete niveauer af kvalitet. Jeg vil derfor opfordre os til ikke at se længere ud, men dybere ind. Fotografiets fremtid ligger ikke kun foran kameraet — den ligger også bag det.
En tidligere version af dette essay med fem principper blev skrevet i 2021 til HALLE4, Deichtorhallen Hamburgs #photography2050-serie; den findes i pressearkivet.