Blød aktivisme: Den stille forvandlings kunst
En definition af blød aktivisme — fortalervirksomhed, der ændrer holdninger uden chok eller alarm — og hvorfor en fotograf af queer flygtninge i Berlin vælger den frem for den forventede afstand.
Traditionelt beskrives en aktivist som en, der arbejder for politisk eller social forandring gennem organiserede indsatser. Jeg finder mig dog selv på afstand af den betegnelse. Som blød aktivist forsøger jeg at skabe forandring på en stilfærdig måde, ved at invitere andre til at overveje nye perspektiver og ved at væve fortællinger, der virker deres magi bag kulisserne.
Blød aktivisme har ikke den klare definition på nettet, som jeg kunne ønske mig, så jeg definerer den her (stort ansvar): En stilfærdig form for fortalervirksomhed, der gradvist påvirker hjerter og sind uden at skabe chok, alarm eller uro. Tilgangen er måske mindre ‘synlig’, men dens dybe rødder kan med tiden skabe varig forvandling.
Som fotograf, især en, der fokuserer på at portrættere mennesker, møder man ofte en uudtalt forventning om at kæmpe for bestemte sager gennem sine billeder. Anerkendte fotografer som Zanele Muholi, Nan Goldin og Wolfgang Tillmans er blevet hyldet for deres proaktive engagement i sager, idet de har skildret forskellige miljøer gennem deres linse. Jeg elsker og hylder deres arbejde.
Medierne former ofte vores forventninger til, hvad fotografer bør gøre, og hvilke emner de bør anse for relevante. Der er en tendens til at forvente, at fotografer skildrer veldefinerede miljøer fra en ‘optimal’ afstand — tæt nok på til at vække empati, men ikke så tæt, at det føles politisk konfronterende. Ellers er ens kunst pludselig politisk og havner i en anden kategori.
Martha Rosler fastslår i et af sine interviews: “Den ‘ikke-kunstneriske’ kunstverden foretrækker kunst, der ikke retter deres opmærksomhed mod nuet … De foretrækker at se den som noget, der hjælper dem væk fra hverdagens bekymringer … Kunst har en forpligtelse til at tale til mennesker om vilkårene i hverdagslivet, ikke nødvendigvis for at få dem til at føle sig uovervindelige, tværtimod, men for at minde dem om, at de er engagerede borgere.”
I min fotobog Come Get Your Honey bevæger jeg mig gennem forskellige sider af identitet blandt Berlins queer flygtninge. Jeg skaber rum for, at den enkelte kan møde min kunst i sit eget tempo, uden at jeg aggressivt fremmer en dagsorden eller samler masserne til øjeblikkelig forandring. Mit arbejde inviterer til eftertanke, til opdagelsen af fælles menneskelige erfaringer og i sidste ende til den stille forvandling af perspektiver.
Som kuratoren Marianne Ager udtrykker det: “Blød aktivisme insisterer, om end stille, på at fortsætte samtalen. Den er viljestærk, men tolerant. Den bygger broer i stedet for at grave skyttegrave.”