Queer flygtningefotografi i Berlin

Folk spørger nogle gange, hvad Come Get Your Honey »handler om«, og forventer et kort svar. Det enkle svar er, at det er et værk, skabt sammen med queer, trans og kønsnonkonforme flygtninge og asylansøgere, der bor i Berlin, over flere år og ud fra relationer og ikke på opdrag.

Jeg vil gerne sige klart, én gang, ét sted, hvem det involverede, og hvad de ord betyder. De to ord i den sætning, flygtning og asylansøger, kan ikke bruges i flæng, og forskellen er ikke en teknisk detalje.

Flygtning og asylansøger er ikke det samme

En asylansøger er stadig midt i processen med at søge om beskyttelse. Intet er afgjort endnu. En anerkendt flygtning har fået tildelt den status, med papirer og en ret til at blive. Blandt menneskene i bogen ventede nogle stadig på en afgørelse, mens andre allerede havde fået den status. (Anerkendelse er en juridisk afgørelse; ifølge UNHCR’s definition kan en person være flygtning, før nogen har anerkendt det.) Afstanden mellem de to positioner præger næsten alt i en persons hverdag i Tyskland: om man må arbejde, hvor man må bo, hvor frit man kan bevæge sig, og, specifikt for queer og trans mennesker, om synlighed overhovedet er noget, man har råd til.

Den juridiske grænse former også, hvad et fotografi kan være. En person, hvis sag stadig er under behandling, kan få reelle konsekvenser, hvis et genkendeligt billede af vedkommende når frem til den forkerte, for eksempel en myndighed eller et familiemedlem i hjemlandet. Nogle af menneskene i dette projekt kunne kun fotograferes på måder, der beskyttede dem, og i hvert eneste tilfælde var det deres eget valg. Nogle få billeder blev aldrig offentliggjort.

To personer i projektet bad mig om eksemplarer af bogen, som de kunne give til deres advokater, fordi de havde hørt, at det måske kunne hjælpe deres sag. Jeg kan ikke sige, om det hjalp, for deres status var stadig uafklaret, sidst jeg vidste noget. Men jeg kan sige, at bogen er blevet brugt på den måde: den har ligget i en mappe som bevis for, at nogens queerhed eller transhed var ægte, over for en sagsbehandler, der skulle overbevises.

Hvem det egentlig er

Prince Emrah var en af de første, jeg fotograferede til dette projekt, og en af grundene til, at det overhovedet findes. Emrah er performer fra Turkmenistan, mavedanser, og en, der har brugt år på at skabe plads til, at andre queer performere, som er flygtninge og asylansøgere, kan få en scene. Emrah interviewede mig også til bogen. Det var et omvendt interview, så spørgsmålene for en gangs skyld gik den anden vej.

Kylie er også med i projektet. År efter at jeg fotograferede hende, lagde hun sag an mod sin arbejdsgiver, en McDonald’s her i Berlin, ved arbejdsretten i Berlin for diskrimination på jobbet. Sagen endte med et forlig og ikke med en dom. Der blev ikke fastslået nogen diskrimination, og der kom ingen indrømmelse fra virksomheden. Da hun ved det første retsmøde blev spurgt, hvad hun ønskede, sagde hun, at hun ville tilbage på arbejde og bruge kvindernes omklædningsrum. Jeg nævner det, fordi det siger noget sandt om hende, som et fotografi alene ikke kan. Det at blive set og det at være tryg er to forskellige kampe, og hun har været villig til at tage dem begge offentligt. Hun fortalte historien med sine egne ord ved vores samtale på Fotografiska Berlin.

Næsten halvtreds mennesker var på den ene eller anden måde en del af dette projekt. Omkring femten af dem er portrætteret i den endelige redigering. De andre var også værd at vise, men synlighed skal vælges, person for person, og nogle valgte ikke at være genkendelige. Bogen rummer begge valg med samme vægt.

Hvor det hører til

Jeg er tysk-tyrkisk-abkhasisk. Mine oldeforældre forlod Kaukasus og kom som flygtninge til Det Osmanniske Rige, generationer før alt dette. Jeg flyttede til Berlin i 2013 som førstegenerationsindvandrer, og efter mere end otte år blev jeg tysk statsborger. Intet af det gør min situation den samme som menneskenes i denne bog. Det er en del af grunden til, at jeg genkendte noget i deres.

Arbejdet er ikke bundet til ét kvarter. Jeg vil ikke lade som om, det passer pænt ind i Kreuzberg eller Lichtenberg eller Prenzlauer Berg, for det gør det ikke, og jeg vil hellere sige det ligeud end opfinde en geografi, som billederne faktisk ikke understøtter. Berlin optræder i dette arbejde som en by af lommer, steder, hvor folk kan være helt sig selv, og andre gader, en kort gåtur derfra, hvor de endnu ikke kan.

Hvis du leder efter praktisk hjælp som bolig, juridisk rådgivning eller fællesskab, driver Schwulenberatung Berlin Café Kuchus, et værested for LGBTI-flygtninge i Kreuzberg, og det landsdækkende projekt Queer Refugees Deutschland er et godt sted at begynde. Dette projekt er ikke en erstatning for nogen af dem, og det var aldrig meningen.

Hele serien Come Get Your Honey er online. Fotobogen Come Get Your Honey er udgivet af Kehrer Verlag, og en liste over, hvor værket har været udstillet, har sin egen side.

Hvordan jeg beder om samtykke, trin for trin, står i At lytte i praksis.